Kludeklipperen

Velkommen til Kludeklipperens blog, der handler om min store passion Patchwork/Quilting, applikation, broderi og lidt trådmaleri, oplevelser og dagligdagen.



Det vil glæde mig, hvis du lægger en kommentar. På forhånd tak

mandag den 13. oktober 2014

USA turen 5

Fra Las Vegas kørte vi til Death Walley, igen et fuldstændigt unikt landskab, som er smukt i al sin barskhed. Bare farvespillet kan man drukne i.
Det blev reddet fra borax udvinding af fredning.










Der er ikke meget vegetation, som kan klare at overleve her. Der er varmt, meget varmt 42 grader.
Rent faktisk måtte vi slet ikke køre her, når der er over 40 grader, men vi er efter d. 15 september.
Jeg ved også kun hvor varmt der er præcis, fordi jeg spurgte rangeren i visitorcentret.








Lidt vegetation er der. det er mig en gåde hvad de overlever på.
Herude er der ikke ret meget trafik.











Det blæste en del, så der var støvstorm, det var med af holde vinduer og ventilation lukket, medens vi kørte igennem. Fascinerende.












Efter en overnatning, lidt udenfor Lone Pine, gik turen mod Yosimiti nationalpark.
Det var ikke lykkedes os at få fat i dem og booke overnatning, de par gange jeg havde haft mulighed for at låne en telefon. Det har en pris senere.

Her er det udsigten til den ene side The White Mountains, hvor der flere steder er sne på toppen.




Udsigten til den anden side. De mørke bjerge en kanten af Death Walley og græslandet foran, med masser af kvæg.












Ved porten til Yosimiti blev vi modtaget af frivillige, det er gratis at komme ind og det er weekend, men de ved ingenting, vi kan snakke med rangeren længere fremme.
Vi er oppe i knap 10.000 ft. højde og det er ikke til sommertøj, her er hundekoldt og den første sne er faldet, her sidst i september.








Vi snakkede med rangeren, hvordan det så ud med at få en plads, det skulle vi ikke regne med og så kiggede han på klokken, for klokken 3 ville de sidste pladser blive fordelt efter en venteliste.
Vi måtte gerne bo oppe hos ham, han havde masser af plads, men han lukkede i morgen til middag.
Der var ingen mulighed for strøm eller vand, nå det havde vi i vognen, hvis det skulle være, men vi valgte nej, så vi kørte videre.





Den barske udsigt til den ene side og søen til den anden side, med sne på toppen af bjergene i baggrunden.
På vejen ned gennem Yosimitis snoede veje kantet af høje graner, ledte jeg efter en anden campingplads. Jeg fandt en, som lå 70 miles væk, fordi Yosimiti ligger inde i en meget stor national skov.






Da vi når frem til pladsen oplevede vi for første gang, at der ingen var på kontoret, vi skulle tage en kuvert, finde en plads, lægge pengene i kuverten og putte den i postkassen ved kontoret.
Vi var lige kommet på plads, da det stod ned i stænger og buldrede og lynede omkring os.
Det lød som hagl på taget, så hårdt slog regndråberne.
Næste morgen blev vi enige om at droppe Yosimiti, for det betød 70 tilbage + 17 miles ind til The Village, 87 miles frem og tilbage.
I stedet valgte vi at køre til vores sidste campingplads, inden vi skulle aflevere motorhomet.
Herinde lå vores sidste plads Almeda Country Fairground i Pleasanton. Et kæmpestort område med alle mulige aktiviteter og udstillinger, der havde faktisk lige været en patchworkudstilling.
Der var golfkursus, de var ved at gøre klar til hestevæddeløb og der var en stor udstilling af gamle traktorer, til Bjarnes glæde.








Dette var vores sidste plads omgivet af et par meget store motorhomes, vi var pygmæer i forhold, til mange af de motorhomes vi så.











Vi så masser af egern, når vi gik ned til Tullys coffee shop, i The Old Town, og fik kaffe og kage, men det er forståeligt, for der var masser af mad i de forskellige slags nøddetræer bl.a. trådte vi på valnødder, når vi gik ud af vores hus.









På det andet hjørne, overfor Tullys coffee bar lå dette flotte gamle hus, hvor der var et artgalleri.










Du milde, de havde så mange flotte, spændende, finurlige ting, at jeg kunne have købt mig på fattiggården, hvis der havde været plads i min kuffert.











Lavet i metal, gamle fotoapperater, mobiltlefoner o.l. + en høj hat.












I træ, samt at der var kunstfotos, malerier, smykker og meget mere.









Det var der ikke, for der skulle være plads til det jeg havde købt i de få patchworkbutikker, som det lykkedes mig at besøge, undervejs.

Dette var sidste kapitel i vores oplevelsesrige rejse i motorhome i USA.

Hilsen Esther

En stor tak til jer, som har kommenteret, det har glædet mig meget.




















2 kommentarer:

sting for sting sagde ...

Hej Esther
Ja, det er varmt i Dødes Dal - jeg var der sidste år - på Harley og med styrthjelm samt mc-jakke. Men sikken en udsigt. Det er nogle flotte billeder du har taget.

Kirsten Bøttcher sagde ...

Havde jeg dog bare været med. En hel fantastisk tur. Skønne billeder og dejlige minder for jer to.
"Tak for turen" :) skønt at følge jer
Knus fra Kirsten Hils Bjarne.