Vores tur til Schweiz og Frankrig

Om betagende bjergkørsel og hygge i en lille fransk landsby.

Vi var 3 biler, af de oprindelige 4 biler, som drog afsted fra Sekkelund cafeteria, d. 31 aug. 2015. Desværre måtte Knud og Lillian melde fra, af personlige årsager.
Bilerne var Jørgen og Inge i Triumph, Erik og Bente i Toyota, Bjarne og Esther i Jaguar.
Den første destination var biltoget i Hamburg, som er en fantastisk måde at kommer langt på, medens man sover. Næste morgen var vi i Lörrach, næsten udhvilede, til at fortsætte turen. Desværre ser det ud til, at den mulighed forsvinder fra næste år.

Nu fortsatte turen ind i Schweiz, igennem et betagende smukt landskab, over bjergepassene Sustenpass og Grimselpass, med masser af skarpe hårnålesving, der kræver gode armmuskler i en bil uden servostyring.

 Der var den ene mere fantastiske og dramatiske udsigt efter den anden. Den dag kørte vi igennem 53 tunneller  af forskellig længde, man kan vist roligt sige, at det med tunneller har Schweizerne masser af erfaring med.

Første stop var hotel Walliser Sonne i Glüringen, ad den smalleste vej gennem byen  jeg endnu har oplevet, at vi turister måtte køre ad.
Hotellet dannede udgangspunkt, for en bjergtur alla Sella runden i Dolomitterne, igennem 3 pass Nufenenpass, San Gottard, Furkapass og gletscher Rhone, hvor der er en fantastisk isgrotte, sikken farve, den var så klar lyseblå, så det næsten gjorde ondt i øjnene. Grotten var hugget ind i gletschen

På San Gottard er der er museum over passet omskiftelige historie. Der er også mulighed for at prøve hvordan det var at rejse, før bilens indtog, med vogn trukket af levende hestekræfter, men der er også moderne busser, som kan rejses med, rundt i alpelandet. Her nedlægger de åbenbart ikke busruterne, i de tyndt befolkede områder.
Jeg kunne godt tænke mig at prøve en tur med hestevognen, men vi skal bestille på forhånd, der er ikke så mange pladser i vognen.

På turen rundt i alpelandet, kan man virkelig se jordens dramatiske fødsel i de nøgne klipper, undtagelsen var Furkapasset, hvor alt var indhyllet i skyerne, med en sigt på højst 25 m., men 100 m. nede fra toppen, kørte vi ud i solen, ind på en P plads, hvor vi kunne nyde den pragtfulde udsigt. Jeg bliver aldrig træt af bjergenes dramatiske landskab og i en åben bil har man virkelig udsyn 360 grader rundt.

I områder var der en del meget specielt byggede huse , som vi undrede os over. Det viste sig at være fælles forrådshuse. De flade sten, som de balancerede på, gjorde at dyr ikke kunne komme ind og ødelægge eller spise forrådet, smart.

Det er hvad et væddemål kan føre til.

Hotellet ligger med en smuk udsigt, men om jeg tør anbefale det, nej, for Bjarne og jeg reddede os en regulær madforgiftning, af det kylling i karry vi fik til middag, det kostede både nattesøvn og en hviledag (senere på turen), det har vi aldrig prøvet før, og håber, at vi heller ikke at komme det igen.
Om det skyldtes, at de dagen før vi ankom, til hotellet, havde haft et mudderskred helt ind ad bagdøren, som også begravede værtens fiskedam, står hen i det uvisse.
Heldigvis for os, havde Inger husapoteket i orden.

Vores færd gennem Schweiz´s rene luft og alper, fortsatte mod Bourg-St-Maurice, over St. Skt. Bernhard passet og et lille hjørne af Italien.
På passet var vi så heldige at få lov til at se en interessant video om passet historie, hospicet og kirken. Det har visse fordele at være i selskab med nogen der kunne tale fransk ellers havde vi ikke opdaget muligheden. Det var koldt på toppen, men ikke så koldt, som sidst jeg var her, hvor det hele var indhyllet i sne og Skt. Bernhard havde istapper på og det frøs 4 grader.
Passet har navn efter den katolske munk, der byggede hospice og kirke for de fattige rejsende. Petit Skt. Bernhard druknede i regn, som tog den flotte udsigt.

I Bourg-St-Maurice, på hotel Arolla, bliver Bjarne og jeg for alvor ramt af madforgiftningen, ingen nattesøvn og vi var nød til at køre videre efter en morgenmad bestående af te, ristet brød og yoghurt. Det gik heldigvis takket være  Ingers husapotek. Jeg drak coca cola, som jeg ellers ikke kan fordrage.
Ved Col de L’iseran får jeg mig stavlet på højkant, jeg skulle jo have mit fingerbøl + et billede. Det er det højste pas på denne tur.
Endelig fremme ved hotel Cristol i Briancon og vi fik sovet, fra kl. 17 – 7.30, medens resten af selskabet gik ud og spiste middag.
Fortsættelse følger

Hilsen Esther