USA turen 3

I dag gik turen videre fra Tuscon mod Petrified forest Den forstenede skov og The Painted dessert (den malede ørken), med en enkelt overnatning undervejs i Show Low, hvor vi på campingpladsen måtte ringe efter personalet.
På turen fra Show Low lykkedes det mig at få Tommelise til at vise os den forkerte vej.
Det opdagede vi først, da vi kørte ind på grusvej, som vi slet ikke måtte køre på, så der var ikke andet at gøre end at vende om, til vi fandt noget, som kunne fortælle os, hvor vi var.
Heldigvis havde vi investeret i Rand Mc Nally´s kort over USA, så med et vejnr. fandt vi tilbage på ruten igen, men der var spildt en del tid, som senere ændrede på overnatninger.

I Petrified forest var der også kaktusser bl.a. denne smukke blomstrende en, mellem de fantastiske forstenede træer, som var i den smukkeste rødbrune, med islæt af beige, grønne og blå farver.
Det forstenede træ lå nærmest drysset ud over ørkenen.

Et forsøg på at tage billede af de fantastiske farver.
Det er også i denne ørken bl.a. at de finder dinosaurknogler.

The painted dessert ligger i forlængelse af Petrified forest.
Det er helt ubeskrivelig, den følelse, man får, når man kører gennem et sådant landskab.
Det var overvældende, fordi det er så smukt i al sin barkshed.

Inde i denne ørken er der rester efter en indianerby, med grundmurede huse fra 1200 tallet, som har huset omkring 2000 mennesker, mener man. Hvorfor indianerne forlod stedet ved man ikke, men jeg gætter på, manglen på vand.

Der var andre steder, hvor klipperne bar præg af, at indianerne havde boet i området.
Det var også en oplevelse af historiens vingesus, men også iblandet sorg over hvad vi hvide mennesker har gjort mod indianerne og andre naturfolk.

Dette kæmpehul i jorden, var årsag til at vi måtte tage en overnatning, udenfor Holbrook, inden vi kørte videre til Grand Canyon pga vores lille afstikker.
Det er et Meteor Crater og det er så stort, at jeg med mit kamera ikke kan tage et billede af det hele.
Lidt skræmmende at tænke på.

Det her viser heller ikke hvor stort det er, men der kan være 30 fodboldbaner i bunden og 2 mill. tilskuer op af kanterne. Ja, det er de rigtige tal.
Det var også her man løste gåden, om hvad der er årsag til de huller, som findes andre steder i verden, som man hidtil havde troet var vulkanudbrud.
Her er der ikke noget tilbage af meteoren, fordi det ikke var metal, men en forsker syntes at det lignede de bombenedslag, som han havde set i Majoveørkenen efter prøvespængninger. Det her kom bare fra rummet.

Videre mod Grand Canyon, hvor vi var heldige at komme til at bo inde i parken.
De har noget meget smart, nemlig fri shuttle busser, som man kan hoppe af og på, som man lyster.
Det er stort, det er fantastisk, det er imponerende.

Om morgenen vågnede vi op til dette syn. Jeg stod lige ved siden af vores motorhome.
De gik fredeligt og spiste pinjekerner og var ligeglade med alle de mennesker, som havde travlt med at tage billeder.
Jagt er også totalt forbudt i hele området.

For mig druknede Grand Cannyon fuldstændig, da vi kom til Bryce Canyon.
Det er i den grad et spektakulært landskab og dog er de begge formet på samme tid og er begge en del af det samme område, kun ligger Bryce Canyon på den anden side af Grand Canyon, inde i Utah. Bryce Canyon er også opkaldt efter en mormon, som boede i en nærliggende by/landsby, det er svært at diffinere herovre.

Porten til himmerige, nej men fantastisk ser det ud. Det har været meget svært at vælge hvilke billeder jeg skal vise jer.
Det er også fantastisk, at der allerede tilbage sidst i 1800 tallet var mennesker, som kunne se det unikke i disse landskaber og fredede dem, ved at gøre dem til nationalparker. Allerede dengang valfartede mennesker hertil. Blot var det mere besværligt dengang.
Der blev lavet en jernbane, det er der også til Grand Canyon.

Fortsættelse følger
Hilsen Esther