Videre ned ad Highway 1 kommer vi til Hearst Ranch. Aviskongens formidable slot, vil jeg kalde det.
Vi kunne lige nå en rundtur til nogen af de 300 rum og både huset og haven er spækket med kunst og antikviteter, samlet fra hele verden.
Ranchen ligger på en enorm stor grund, så man bliver kørt op til huset fra visitorcentret og tager en bus tilbage igen.

Dette er spisesalen, som det kan ses, er der plads til mange gæster, det er antikke gobeliner, som hænger på væggene.
Som gæst i huset var alt frit, tennisbaner, zoo, hestene i stalden, billard, filmsal, svømmehal osv.
Der var kun en regel, hvis man drak sig fuld, så blev man aldrig inviteret igen.

 Rundt i haven, var der mange statuer og relieffer i den hvide marmor fra Carara i Italien.
Mange træer var frugttræer, hvis frugt blev brugt i husholdningen.
Desværre løb jeg tør for strøm og batterierne lå nede i motothommet.

Dagen efter var vi i Solvang, med kopier af Dybbøl mølle, Rundetårn og i det hele taget er et stykke gammelt Danmark, hvor det er hyggeligt at gå rundt i gaderne.

Med en miniature af Æbeltoft rådhus.
Vi fik kaffe og wienerbrød hos bager Nielsen.
Talte med en, hvis far havde været med til at bygge Solvang op.
I det hele taget(viste det sig) mødte vi faktisk mange danske navne firmaer, vejnavne og kvarterer, på vores tur og næsten alle vi talte med kendte nogen, som kom fra Danmark.

Efter Solvang og have fourageret hos Albertsons supermarked, vendte vi næsen ind i landet. Igennem Mojave ørkenen mod Route 66, med mange miles (1 miles = 1,6 km), hvor det var udsigten.

Inde i Arizona mødte vi denne udsigt, de havde fået vand, meget vand, som vi blev advaret mod, men det var risikofrit, der hvor vi mødte vandmasserne.

 Vi nåede Route 66, som i sin tid var meget betydningsfuld for rejsen mod vest, men i dag er holdt i live af nostalgiske turister, som os.

Men humor har de, må man lade dem.

Meget var lige så forfaldent, som denne opstilling her.
Vi har været der, vi har set det og vi har spist der, lækker mexicansk mad.

På vej til Tucson fangede jeg en kolibri med kameraet, på en rasteplads, dem rutter de ellers ikke med herovre ( altså rastepladserne), men dem der er der, de er til gengæld rene og pæne + at der er gjort meget ud af omgivelserne til toiletbygningerne.

Solnedgang over campingpladsen ved Tuscon.

Her skulle vi til Bjarnes udelte glæde besøge verdens størst flymuseum Pima space & air museum.
Jeg kunne ikke stå for denne lille nuttede sag, som er verdens mindste fly, som kan flyve.
Museet er privat og meget baseret på frivillige.
En af de frivillige, var en 90 årig, som havde været skytte i et fly under II verdenskrig. Han fortalte at det havde været i Stillehavet, han havde aldrig været i Europa.
Flyet han var med i, havde en 11 mand stor besætning, så det var store tab, når en af dem blev skudt ned. Det var han meget berørt af stadig, kunne jeg se.

Her besøgte vi en national park, med kaktusser Saguro parken.
Jeg er vildt imponeret af de store kaktusser, som jeg har set i cowboyfilmene i sin tid.
Tænk over 2 m. høje og så er de mad for ørkenen dyr og bolig for fuglene, så de er bidt i og lavet huller i. Alligevel står de stolte og strunke.
Der er en forskel på 20 grader fahrenheit mellem inde og ude temperaturen i kaktussen, både sommer og vinter. Jeg kan godt forstå, at fuglene synes det er dejligt inde i kaktussen, for her er varmt, selvom det var regnvejr og overskyet.

Nogle af kaktusserne blomsterede, måske fordi de havde fået vand.
Jorden er hård, at vandet ikke trækker ned, det løber og trækker løs grus med sig, som det ses.
På flymuseet havde de måttet bore skiltene, ved flyene ned i jorden, den kan ikke graves i.

Fortsættelse følges.

Hilsen Esther