Godt Nytår

Jeg vil ønske jer alle et rigtigt godt og helsebringende nytår 2015, med masser af patchwork syning og dejlige oplevelser.
Stoffet her fandt jeg engang hos Speick design i Lyngby, både motiverne og det stribede stof.

Fra Esther

GLÆDELIG JUL/HAPPY CHRISTMAS

Nu skal der for alvor gang i juleforberedelserne. der skal købes ind, de sidste pakker skal gøre klar.
Hvidkålen skal snittes og koger, det skal også anden a`la John Price og den bliver muns, samtidig med, at det er nemt at skumme fedtet væk og sovsen bliver himmelsk pga grøntsagerne i fonden.

Glædelig jul/Happy Christmas til alle mine søde læsere.
Må julefreden sænke sig over verden.
Julehilsner fra Esther

5 UFOer på stribe

Den var svær at tage billede af, fordi den er så lys. Det er et "puttetæppe" til julemærkehjemmene, lavet i blomstermønster, med mine lyse stofrester. Quiltet med en cirkel i frihåndsquilting.

Også et "puttetæppe". Den er lavet af en samling blokke, som jeg fik med hjem fra puttetæppetante træffet i Hejnsvig.

Også det er et puttetæppe, hvor jeg fik blokkene med hjem fra træffet i Hejnsvig. Der manglede lige en enkelt blok, så lagret spædede til med noget der godt kunne gå sammen med resten.

Endnu et puttetæppe. Denne er lavet i strimmelteknik, hvor man laver en lang strimmel af en jelly roll, men jeg forsøgte mig med selv at skære strimlerne af noget stof, som jeg havde købt på marked i Flensburg. Det viste sig at være helt umulig at styre, hvor stoffer kom til at være, så det blev et meget abstrakt tæppe.
Næste gang vil jeg styre mere, hvordan strimlerne skal være syet sammen.

Dette tæppe har jeg endnu ikke bestemt skæbne for.
Det var en gratis BOM fra 2013 hos Craftsy
Hver måned var der en ny teknik at prøve. Både teknikker og mønstre kendte jeg, alligevel lærte jeg nogen gode tips og tricks.
Det spændende kom tilsidst, da jeg skulle samle alle blokkene til et tæppe, så var der lige lidt huler, som skulle fyldes ud, for at det passede sammen.
En udfordring, som gjorde det sjovt.
Hilsen fra Esther på en regnvejrsdag

Ideer til at holde maden varm, når den skal medbringes

Sammenskudsgilde og medbragt varm mad.
Ja, så skal det gerne holde sig varm.
Ideerne er fundet på you tube, men jeg kan ikke finde linkene igen.

Den er lavet på den måde, at jeg målte gryden hele vejen rundt, hen over låget og under bunden, og lagde 10 - 12 cm ekstra til.
Det passede med 1 firkant, på 60 x 60 cm, som diagonalt måler 84 cm, til en 5 l. gryde
Derefter tog jeg 2 stk. stof og noget gammelt rullemadras, som jeg limede og quiltede sammen. Det med at lime var for at holde stoffet på plads medens jeg quiltede.

derefter lavede jeg 1 strimmel på 16 x 70 cm. som foldes til hank og 2 på 12 x 16 cm til bånd, som blev sat på tværs i de 2 hjørner, til at trække hanken igennem. Hanken blev syet på i de 2 andre hjørner.
Til sidst syede jeg en rullekant på .

Voila, der er en varmekasse til at transportere en 5 l. varm gryde i.

 På en lidt anden måde lavede jeg en varmekasse til min stege/bageform m/låg på 43 x 30 cm. Der er ganske vist håndtag på, men den kan ikke holde maden varm.
Denne er lavet i 2 dele, som er syet sammen til sidst.
Først lavede jeg til den lange led 95 x 31 cm, med et overfald til velcrobåndet på 5 cm.
Klippede 2 stk stof og 2 lag termolam, som jeg syede rullekant på og velcrobånd, til at lukke med.

Dernæst lavede jeg stykket med hankene i. Det er 85 x 45 cm. Buen til hanken er lavet 8 cm fra kanten i begge sider og er 12 cm dyb på midten.
Her er resten af min rullemadras imellem 2 stk. stof  og rullekant på.
Enderne er bukket 5 cm ned og syet fast, det passer til en rundstok i tykkelse med et kosteskaft.
Placeres ovenpå hinanden, så midten passer med midten og syes sammen, langs rullekanterne.

Tilsidst sættes rundstokken i, som hank og voila, der er en form at tranportere sin varme mad i, til den næste sammenskudsgilde.

Hilsen Esther

Hvad jeg lærte. Nyttigt trick til rullekanter

Selv herinde i cyberspace generer billedet af min Songbird mig. Jeg vil takke for de gode og ærlige råd, som jeg fik og jeg har besluttet at bide i det sure æble og pille op og give broderierne den bagside, som de fortjener.

På kursus hos Den lille lade lærte jeg et trick, som jeg ganske vist kendte, kun ikke den sidste detalje, som gjorde det nemt at samle rullekanter, så samlingen er usynlig.

Man lægger rullekanten til den rå kant på sædvanlig måde.

Men begynder syningen 15 - 20 cm inde. Vis med knappenålen.

Syr hele vejen rundt på sædvanlig vis HUSK fiffet ved hjørnerne, som gør dem pæne.

Stopper syningen 15 - 20 cm fra punktet, hvor rullekanten blev lagt på (ikke sypunktet)

Nu kommer det fine trick.

Man lægger rullenkanten hen over begyndelsespunktet, med præcis så mange cm. som rullekanten er, HER ER DEN 6 cm (fra knappenålen med det gule hoved til saksen), men den kunne også være 4 cm.

Fidussen er, at rullekanten skal klippes lige præcis det antal cm længere, som rullekanten er bred.

Nu kan man sy rullekanten sammen, på samme måde, som når man syr kantebånd/rullekanter sammen.

Det er derfor, man skal have plads at gøre godt, med, så er det nemmere at komme til at sy på skrå.

Voila, nu kan man sy det manglende stykke og det passer præcis. 

Ingen bøvlede målinger, ingen tykke samlinger.

Altså bortset fra, at min samling kom til at være næsten oveni en anden samling i rullekanten.

Hilsen fra Esther med håb om lidt solskin i november.

Ingen succes :-(

Jeg har ganske vist aflivet et par UFOer, men de er desværre ikke succeser.
Min Songbird fra Bronwyn Hayes, som jeg syntes skulle have en anden baggrund end den anden jeg har broderet af hendes designs. Det skulle jeg aldrig have gjort, for jeg er absolut ikke tilfreds med den baggrund, som jeg har fået lavet (godt nok er broderierne tydeligere i virkeligheden mennnn....)
Jeg skulle have overhørt alle dem, der sagde at det så godt ud og det skulle jeg ikke lave om.
Jeg er stadig fristet til at pille broderierne ud og give dem en anden baggrund, for det forstyrrer mit øje at se på det.

Derimod er jeg meget glad for min sommerfugl, som minder mig om en dejlig patchworktur til Tyskland (min eneste quilterally)
Det jeg ikke er så glad for, kan ikke ses på billedet, for det er måden jeg valgte at sy båndene på, med zig zag sting, det skulle jeg ikke have gjort, for min symaskine kunne ikke sy stingene bredde nok, så jeg har måttet lave redningsaktioner med limbånd, fordi stoffet ikke blev holdt fast med zig zag stingene, som ikke nåede ud til kanten af båndet.
Jeg håber at limbåndet holder ellers er konsekvensen, at jeg må sy alle kanter på de sorte bånd.
Hilsen fra Esther, med ønsket om en god dag, til jer alle

UFO fremskridt

Pat Sloans BOM er færdig og jeg må sige, at hun snød mig, de sidste 4 blokke er fuldstændig ens hjørneblokke lavet 24 patch eller noget i den stil. Lige nu hænger den på designvæggen til overvejelse.


Billedet har ikke noget med Pat Sloan at gøre.
Det er en gratis BOM, som var på
http://www.craftsy.com, sidste år.
Den største udfordring var at samle det til et tæppe, for det passede ikke sammen, så der måtte lidt kreative redningsaktioner til, i form af ekstra stolper.
Brugt til at øve frihåndsquilting  og nu er den døbt til "puttetæppe" og jeg har fået aflivet en UFO.

Denne skønne kvinde for derimod en hædersplads i mit syrum.
Ligesom quilte divaen har jeg valgt at udlade teksten, som er:
EVERY DAY IS A SHOPPINGDAY.

Den er håndsyet på med knaphulssting og frihåndsquiltet.
Denne stod også på UFO listen, men jeg er stadig en UFO bagefter

Jeg har altid elsket at applikere. Denne er syet for mange år siden, Mønstret blev købt hos Knaphullet i Ryomgård i sin tid.
Bare det at finde de rigtige stoffer var en dejlig udfordring.

Denne er lige så gammel, som "dukkehuset"
De er begge lavet på symaskine, med zig zag sting.
Ren 30 år gammel nostalgi, som stadig hænger i mit syrum.

Hilsen Esther, må I alle have en dejlig dag

Fredericia og en laptoptaske

Inden vi tog til USA, investerede min kære gemal i en laptop.
En så dyr investering skal jo helst passes på, så der kreeret en taske til den, med to lag termolam, lynlås til klappen og et håndtag på, men uden de store faberlader, det var jo til en mand, så den måtte godt være lidt diskret.

Vi blev mødt af en mand med en motorsav og jeg er vildt imponeret af, hvad han kan lave ud af en træstamme. Det er fantastisk.

Vi havde hjemmefra sørget for billet, det var der rigtig mange andre der havde, så der var kø ved VIP indgangen, i stedet for ved hovedindgangen.
Heldigvis var de kvikke og lod os med billet gå ind ad hovedindgangen også.

En korttaske lavet i keramik, hvor sejt.
Jeg købte den altså ikke, selvom jeg var fristet.

Udstillingen i år, var keramik, glas og maleri, det sidste fik jeg ikke taget billeder af, måske malerierne ikke lige var min stil, men det flotte fad, måtte godt stå hjemme hos mig.

Det blev ikke til de store indkøb.
Kun en længe ønsket systation, en strikkegarnsholder og kraftige lynlåse, fra Den lille lade, til et par projektmapper mere, som Ragnhild (Den lille lade) underviser i.

Alt i alt en rigtig hyggelig og inspirerende dag.

Ha´ en god dag. Hilsen Esther

USA turen 5

Fra Las Vegas kørte vi til Death Walley, igen et fuldstændigt unikt landskab, som er smukt i al sin barskhed. Bare farvespillet kan man drukne i.
Det blev reddet fra borax udvinding af fredning.

Der er ikke meget vegetation, som kan klare at overleve her. Der er varmt, meget varmt 42 grader.
Rent faktisk måtte vi slet ikke køre her, når der er over 40 grader, men vi er efter d. 15 september.
Jeg ved også kun hvor varmt der er præcis, fordi jeg spurgte rangeren i visitorcentret.

Lidt vegetation er der. det er mig en gåde hvad de overlever på.
Herude er der ikke ret meget trafik.

Det blæste en del, så der var støvstorm, det var med af holde vinduer og ventilation lukket, medens vi kørte igennem. Fascinerende.

Efter en overnatning, lidt udenfor Lone Pine, gik turen mod Yosimiti nationalpark.
Det var ikke lykkedes os at få fat i dem og booke overnatning, de par gange jeg havde haft mulighed for at låne en telefon. Det har en pris senere.

Her er det udsigten til den ene side The White Mountains, hvor der flere steder er sne på toppen.

Udsigten til den anden side. De mørke bjerge en kanten af Death Walley og græslandet foran, med masser af kvæg.

Ved porten til Yosimiti blev vi modtaget af frivillige, det er gratis at komme ind og det er weekend, men de ved ingenting, vi kan snakke med rangeren længere fremme.
Vi er oppe i knap 10.000 ft. højde og det er ikke til sommertøj, her er hundekoldt og den første sne er faldet, her sidst i september.

Vi snakkede med rangeren, hvordan det så ud med at få en plads, det skulle vi ikke regne med og så kiggede han på klokken, for klokken 3 ville de sidste pladser blive fordelt efter en venteliste.
Vi måtte gerne bo oppe hos ham, han havde masser af plads, men han lukkede i morgen til middag.
Der var ingen mulighed for strøm eller vand, nå det havde vi i vognen, hvis det skulle være, men vi valgte nej, så vi kørte videre.

Den barske udsigt til den ene side og søen til den anden side, med sne på toppen af bjergene i baggrunden.
På vejen ned gennem Yosimitis snoede veje kantet af høje graner, ledte jeg efter en anden campingplads. Jeg fandt en, som lå 70 miles væk, fordi Yosimiti ligger inde i en meget stor national skov.

Da vi når frem til pladsen oplevede vi for første gang, at der ingen var på kontoret, vi skulle tage en kuvert, finde en plads, lægge pengene i kuverten og putte den i postkassen ved kontoret.
Vi var lige kommet på plads, da det stod ned i stænger og buldrede og lynede omkring os.
Det lød som hagl på taget, så hårdt slog regndråberne.
Næste morgen blev vi enige om at droppe Yosimiti, for det betød 70 tilbage + 17 miles ind til The Village, 87 miles frem og tilbage.
I stedet valgte vi at køre til vores sidste campingplads, inden vi skulle aflevere motorhomet.

Herinde lå vores sidste plads Almeda Country Fairground i Pleasanton. Et kæmpestort område med alle mulige aktiviteter og udstillinger, der havde faktisk lige været en patchworkudstilling.
Der var golfkursus, de var ved at gøre klar til hestevæddeløb og der var en stor udstilling af gamle traktorer, til Bjarnes glæde.

Dette var vores sidste plads omgivet af et par meget store motorhomes, vi var pygmæer i forhold, til mange af de motorhomes vi så.

Vi så masser af egern, når vi gik ned til Tullys coffee shop, i The Old Town, og fik kaffe og kage, men det er forståeligt, for der var masser af mad i de forskellige slags nøddetræer bl.a. trådte vi på valnødder, når vi gik ud af vores hus.

På det andet hjørne, overfor Tullys coffee bar lå dette flotte gamle hus, hvor der var et artgalleri.

Du milde, de havde så mange flotte, spændende, finurlige ting, at jeg kunne have købt mig på fattiggården, hvis der havde været plads i min kuffert.

Lavet i metal, gamle fotoapperater, mobiltlefoner o.l. + en høj hat.

I træ, samt at der var kunstfotos, malerier, smykker og meget mere.

Det var der ikke, for der skulle være plads til det jeg havde købt i de få patchworkbutikker, som det lykkedes mig at besøge, undervejs.

Dette var sidste kapitel i vores oplevelsesrige rejse i motorhome i USA.

Hilsen Esther

En stor tak til jer, som har kommenteret, det har glædet mig meget.

USA turen 4

I Bryce Canyon, men også andre steder, så vi skaderne efter skovbrande, det er trist at se, men naturen reparerer sig selv, som vi har set med savannebrandene i Afrika. Efter skovbrandene, tager det længere tid.
Amerika er så stort, så de fleste brande hører vi slet ikke om, kun når brandene nærmer sig menneskeboliger, har det interesse for pressen, for så er der drama.

På vej fra campingpladsen til Bryce Canyon kom vi igennem Red Canyon, den var gratis at besøge og de havde masser af hikingruter ( vandreruter, som de er forpligtet til af have), fortalte rangeren (det den titel, de ansvarlige for området har). Jeg kan ikke hike, Jo, jo sagde han vi har en rute, som er helt flad og kort, den kan du sagtens klare. Det kunne jeg :-), så disse hokeys ( ved ikke om det er stavet rigtig, men det kaldte de, de balancerende klipper) er fotograferet fra vandreruten.

Vi var kommet forbi et Vildt museum og da vi havde tid, måtte vi lige se det og det var virkelig et besøg værd. Det var lavet af en mand, som havde rejst og været på jagt, fiskeri, fanget sommerfugle i hele verden.
Dyrene var stillet ind i naturlige landskaber, som de har levet i, sammen med de dyr, der levede samme sted.
Jeg har valgt en bison, fordi det er et amerikansk dyr.

Og sommerfuglene, fordi der er smukke i et smukt landskab.

Næste national park var Zion, som også er en del af det store nationalpark område i Utah, ikke ret langt fra Bryce Canyon, efter amerikanske forhold. Vi måtte bruge en dag, for at komme dertil.

Her er der vand, i modsætning til Bryce, da floden Virgin løber igennem.

Det er svært at se, men dette er en naturbro, hvor der faktisk kan gå mennesker på.
Den er så højt oppe, at jeg måtte soome alt hvad mit kamera kunne, for at tage billedet.

Fra den smukke natur kører vi mod det mest kunstige der findes, Las Vegas.
Vi bor på en asfalteret campingplads 5 min. gang fra The Strip, hvor det meste foregår.
Dette er et P hus.

Fra vores plads har vi udsigt til ham her. Vi var ikke derinde.
Her er meget varmt, så vi går først hen til The Strip lige før det bliver mørkt, det bliver det kl. 18.30, ret præcis.
Det er kunstigt, her er kopi af eiffiltårnet, Zæsars palads, zfinkser, et vulkanudbrud.
Springvandet er fantastisk flot, men umulig at tage billede af, for mange mennesker og for stort.

Man kan købe sig til en sejltur med syngende gondolier.
Jeg har godt nok svært ved at se romantiken i en sejltur omgivet af klorstinkende vand, men okay i Venedig dufter der heller ikke af roser, men noget andet, man kalder lugt og ikke duft.
Temperaturen er behagelig her om aftenen og det er fantastisk at se alle lysene.
Butikkerne er ikke til min pengepung, det er Gucci, Yves Laurient, Bennetton, Burberry, Dior o.l.
Kun de almindelig turistfælder. men de har ikke noget der frister og spille skal jeg slet ikke.
Nu har vi set det, fordi vi kom forbi.

Næste dag kører vi ud til Hover Dam dæmningen, der efter 2 år endelig opkaldt efter den præsident, som fik sat arbejdet igang under depressionen i 30erne.
Det er også så stort, at det er håbløst at tage billeder af.
Til Bjarnes glæde er vi med på en rundtur til maskineriet.
Vi måtte parkere så langt oppe af bjerget, at Bjarne måtte samle mig op på dæmningen, da vi skulle hjem, jeg kunne ganske enkelt ikke gå op til motorhomet, det var for stejlt.


Fortsættelse følger, det sidste afsnit om vores månedlange tur i USA
Hilsen Esther