Kludeklipperen

Velkommen til Kludeklipperens blog, der handler om min store passion Patchwork/Quilting, applikation, broderi og lidt trådmaleri, oplevelser og dagligdagen.



Det vil glæde mig, hvis du lægger en kommentar. På forhånd tak

mandag den 29. august 2011

Jubilæumstræffet Dansk Patchworkforening



Mine bidrag til udstillingen, det øverste vægtæppe deltog i jubilæumskonkurrencen, det var sjovt at lave og jeg fik en meget fin tilbagemelding fra dommerne, som jeg virkelig kan lære af.
det nederste er min nok så berømt udfordring til mig selv i håndapplikation på symaskine. Jeg vil sig, at jeg burde lave et nyt, for nu ved jeg hvordan man gør og hvad man ikke skal gøre.
 
I betragtning af, at jeg kun skulle have 1/2 m. strof, som skulle passe til min planlagde French Braid, så så klarede jeg det da helt godt, synes jeg. Efter den fantastiske workshop med Ricky Tims, hvor jeg lige måtte have en DVD med autograf, blev jeg voldsomt fristet hos Nordlicht, som havde Ricky Tims stoffer til uhørt lave priser 50 kr pr. m., det kunne jeg ikke stå for, der kom også lige et stykke lækkert bomuld med, som er velegnet til indlæg i grydelapper. Vi måtte jo også lige omkring Kludemarie, der kom der også lidt med, for hun havde - 50 %. Du milde hvor har hun mange flotte stoffer og der er stadig mange, men om det er muligt at komme til at handle hos hende nu, ved jeg ikke.
Søndag skulle jeg se udstilling og være vagt i shoppen, ingen indkøb, men så fandt jeg jo den gelpen, der kan fjernes med varme, som jeg havde ledt efter i Birmingham, hos Speick Design og den måtte jeg have, så var der lige det søde uglemønster, som også sprang på mig.

Pas godt på jer selv derude.
Hilsen Esther



torsdag den 25. august 2011

Et kig

Jeg har allerede fortalt, at det var en fantastisk tur til Birmingham og jeg kan anbefale andre at tage turen, for den er alle pengene værd. Det koster ikke mere end en ferietur gør og lommepengene er man jo selv herre over. Der er også masse af workshops, som det er værd at stifte bekendtskab med, både heldags og halvdags og få timer + demonstrationer af nyheder. Butikkerne ikke at forglemme, men udstillingen slår det meste.
Følg linket og du kan se mine billeder fra både 2008 og 2011

 https://picasaweb.google.com/lh/myphotos

Pas godt på jer selv. Hilsen Esther

torsdag den 18. august 2011

Birmingham

Det har været en helt fantastisk tur, til Festival of Quilts i Birmingham. Det var en fantastisk udstilling, med utrolig flotte quilts, men der var også quilts man undrede sig over, at de var blevet udstillet, men der er ingen censur, så alle kan udstille. Den bedste demonstration var the tentmakers fra Indien, det var imponerende at se ham sidde og applikere, med ensfarvede stoffer, men sikke quilts, der kom ud af det, der vil senere komme links til mine billeder fra udstillingen. Mønstret var tegnet på bundstoffet, så lagde han et stykke stof på, klippede det til med en stor skræddersaks, needleturnede den konkave side på, med lynets hast, klippede til igen og hakkede og den konvekse side, syet på med samme fart.
Her er alle mine lækre indkøb, de brune stoffer er til en french braid, men det kan godt være, at det ikke bliver med lige den række stoffer.
Symaskine trolleyen, (mit bedste køb) skulle være håndbagagen, men det gik ikke, den var for stor til de mål de havde i lufthavnen, men ikke til de mål jeg havde set på SAS`s hjemmeside, måske er det derfor, at det ikke kostede ekstra at sende den, som bagage, som jeg frygtede (min tanke var, at det koster kassen), da jeg skulle forsøge, at putte den ned i den lille kasse de havde i lufthavnen
Her er resultatet fra workshoppen med Kaffe Fasset og Brandon Mable, sat op hjemme på min egen designvæg, efter det billede jeg tog, inden jeg tog det ned, men sat lidt anderledes op, som det kan ses på billedet nedenunder.
Pas godt på jer selv Hilsen Esther

tirsdag den 9. august 2011

Nedtælling

Der er nedtælling til turen til Birmingham. Jeg har lige fået pakket min kuffert og skal ind til byen og hente de sidste småting, der skal med. Urtebolcher til flyet og hovepinepiller, hvis nu såfremt, man ved aldrig.

Jeg nåede lige at modtage august måneds blomsterpakke. Det er lidt sjovt at få i stoffer, som man selv har haft og at der er navn i, så nu skriver jeg også navn i mine.

Jeg er meget ked af, at der er flere af dem jeg linker til og læser, hvor jeg ikke kan få lov til at skrive en kommentar. Jeg får hver gang at vide, at jeg skal logge på, selvom jeg er logget på.
Desværre ved jeg ikke hvorfor eller hvordan problemet løses.
Er der nogen der ved hvorfor og hvordan problemet løses, så vil jeg meget gerne vide det.
Det er måske det samme, som Inge fortalte mig, at jeg havde forkert indstillet, at jeg skulle tillade alle at kommentere.
Pas godt på jer selv Hilsen Esther

søndag den 7. august 2011

Udstilling

I Hadsten patchwork forening har vi lavet en lille udstilling i vores lokale bibliotek, hvor de har 3 glasmontre i selve biblioteket og 1 lidt størrer i forhallen. Netop pga. af glasset var det svært at tage billeder af de udstillede ting, som kun er småting, da der ikke er plads til store ting, som tæpper ol.
Vi er kun en lille forening, alligevel synes jeg at vores udstilling er et kik værd.
Pas godt på jer selv. Hilsen Esther